5. april 2017

Køreklar brandstrategi til Nordjyske Jernbaner

Når Nordjyske Jernbaner her den 6. august overtager størstedelen af togdriften i Nordjylland fra DSB, er det med strategisk og kreativ hjælp fra Clienti. Bureauet skal udarbejde Nordjyske Jernbaners fremtidige brand- og kommunikationsplatform

Nordjyske Jernbaner står i dag for togdriften på strækningen Hjørring-Hirtshals og Frederikshavn-Skagen men overtager til august ansvaret for togkørslen fra Skagen og helt ned til Skørping. I et tæt samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab, NT, kommer Nordjyske Jernbaner til at skabe en langt bedre sammenhæng med andre transportmidler end det, nordjyderne oplever i dag.

 

I Nordjyske Jernbaners transformation fra at være et isoleret tog/transportselskab med fokus på to strækninger til et selvstændigt brand, er der brug for at få udarbejdet en ny brand- og kommunikationsplatform. En platform med mulighed for at fortælle historien om, at Nordjyske Jernbaner, bl.a. med flere afgange og indsættelse af nye tog, gør det lettere, mere bekvemt og mere indbydende for de rejsende.

 

– Det afgørende for os i udvælgelsen af samarbejdspartner har været at finde en aktør, der kunne tage ansvar for både den strategiske og kreative del af opgaven. En aktør, der kunne udfordre synet på vores nye rolle og identificere de konsekvenser, denne rolle ville få for vores kultur, vores tilgang til kunder og de mange nye samarbejdspartnere, fortæller administrerende direktør i Nordjyske Jernbaner Peter Hvilshøj.

 

Samarbejdet om at skabe fremtidens brand for Nordjyske Jernbaner er allerede igangsat. Clienti har faciliteret en workshop, hvor alt brandarbejdet og relevant indhold til brandplatformen blev gennemgået. På baggrund af dette skal bureauet udarbejde Nordjyske Jernbanes nye kerne- og transformationsværdier, brandposition og brandplatform. Dernæst skal de kreative i gang med brandfortællingen, som i høj grad skal anvendes internt i organisationen, den visuelle identitet og kommunikationsstrategien inkl. det nye payoff.

 

–Vi har allerede indset, at der er elementer i transformationen, der får særlig indflydelse på os. Nordjyske Jernbaner er i gang med en større rekruttering, så vi er klar til at møde kravene til de mange nye afgange. Det betyder et goddag til nye ansigter, der træder ind i Nordjyske Jernbaner med deres kultur, og en spændende opgave med at udvikle en fælles kultur. Her er det helt afgørende, at vi får identificeret, hvad der skal fortsætte – og hvori det nye ligger. Den logik oplever vi, at Clienti har en klokkeklar forståelse af, konkluderer Peter Hvilshøj.

 

Yderligere oplysninger om det nye samarbejde fås ved henvendelse til kontaktchef Rasmus Risbjerg hos Clienti på rr@clienti.dk eller tlf. +45 3139575.